Andeburger er en smagsbombe, som er helt genial til dig, der elsker and, men ikke vil stå i køkkenet med en hel andesteg. Når du bruger confit de canard, så får du mørt andekød med masser af smag, som er perfekt i en burger med blød burgerbolle, cremet sennepsmayo og sprøde grøntsager.
Confit de canard er andelår, der er tilberedt langsomt i andefedt, så kødet bliver utrolig mørt og nemt kan trækkes fra hinanden. Køber du anden færdigtilberedt, slipper du for det lange arbejde i køkkenet og skal blot lune kødet i ovnen. På den måde kan du lynhurtigt trylle en virkelig lækker burger frem.
Jeg serverer burgeren med en hjemmelavet sennepsmayo, hvor den let skarpe smag fra senneppen og lidt sødme fra honningen passer perfekt til det smagfulde andekød. Den syltede rødkål bidrager med syrlighed og sødme, mens friske æbleskiver giver et sprødt og friskt modspil til den møre and. Salatbladene tilfører lidt ekstra friskhed, og sammen med den cremede dressing og den bløde burgerbolle får du en andeburger, hvor smagene spiller virkelig godt sammen.
Det er en oplagt opskrift, når du vil forkæle familien med noget ekstra lækkert til aftensmad, eller når du får gæster og gerne vil servere noget, der føles lidt særligt, men stadig er nemt at lave. Også god som alternativ ande middag Mortens aften.
Server gerne burgerne med sprøde pommes frites eller kartofler ved siden af, og så har du et virkelig lækkert måltid til en hyggelig aften.
Se også min opskrift på flæskestegsburger
Ingredienser
- 1 dåse confit de canard ca. 1,3 kg
- 8 stk brioche burgerboller
- 6 spsk syltet rødkål
- 1 stk æble skåret i tynde skiver
- 1 pose salatmix alternativt grønkål
Sennepsmayo
- 1,5 dl mayo
- 3 tsk dijonsennep
- 1,5 tsk flydende honning
- 2 tsk citronsaft
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180 grader
- Luk dåsen med confit de canard op. Tag andestykkerne op (og lad det meste af fedtet dryppe af – der må gerne være lidt på)
- Kom andestykkerne i et ildfast fad og steg i ovnen i ca. 20 min (følg evt. vejledning på dåsen)
- Tag andekødet ud af ovnen. Fjern benen og riv kødet fra hinanden med 2 gafler i fadet hvor der ligger lidt smeltet fedt
- Lun burgerbollerne i ovnen
- Rør ingredienserne til sennepsmayo sammen
- Server burger med mayo på bunden, frisk salat, pulled and, syltet rødkål, æbleskiver og lidt mere mayo