Laksesashimi med wasabi er den perfekte forret, når du gerne vil servere noget, der både ser imponerende ud og er utrolig nemt at lave. Denne laksesashimi kan nemlig stå klar på bare 10 minutter og kræver minimal tilberedning – faktisk skal laksen slet ikke tilberedes.
Jeg bruger her Frøya laks (reklame grundet tidligere samarbejde), som er en laks af høj kvalitet, der er egnet til at spise uden tilberedning. Den har en flot, delikat struktur og en mild smag, som passer rigtig godt til den stærke wasabi, sprøde grøntsager og den friske dressing.
Det er en enkel og elegant forret, der er oplagt at servere, når du har gæster, men som også er perfekt til en let frokost eller som en del af et større tapasbord. Du kan nemt variere grøntsagerne efter sæson og smag og eksempelvis toppe med sesamfrø, forårsløg eller lidt frisk chili.
Hvis du er på udkig efter en nem forret, der kræver meget lidt tid i køkkenet, men stadig føles lidt ekstra, er denne laksesashimi med wasabi et rigtig godt bud.
Ingredienser
- 180 g Frøya laks
- 1 håndfuld ærteskud
- 50 g citronperler eller alternativt ørredrogn
- 1/2 stk æble skyllet og skåret i små tern
- 2 spsk mayo
- 2 tsk wasabipaste
- evt. store kappers
- rugbrødschips eller flute til servering
Sådan gør du
- Fordel ærteskud på en stor tallerken
- Skær laksen ud i tynde skiver og fordel på tallerknen
- Anret nu æble og citronperler
- I en skål røres mayo og wasabi sammen. Kom evt. i en sprøjtepose og klip et lille hul
- Fordel mayo rundt på tallerknen
- Top evt. med kappers
- Servér med rugbrødschips eller flute