Er du vild med karamelsnitter? Så skal du prøve denne juleversion med snebolde! Jeg har taget udgangspunkt i mine populære karamelsnitter med Daim (se opskrift på dem her), men denne gang har jeg skiftet Daim ud med de lækre små marcipan snebolde, som giver snitterne et hyggeligt juletwist.
Du får en lækker kombination af sprød bund, blød karamel og chokolade med snebolde på toppen. De er både søde, sprøde og virkelig svære at holde fingrene fra. En skøn julesmåkage, som passer perfekt som lidt sødt på julebordet.
Karamelsnitterne er nemme at lave og kræver ikke en masse avancerede ingredienser. De er også oplagte at bage sammen med børnene eller tage med som lidt hjemmelavet julebag til familie og venner.
Hvis du allerede kender mine karamelsnitter med Daim, så er jeg sikker på, at du også vil synes om denne juleversion. Måske bliver de endda en ny favorit i julesmåkagedåsen!
Ingredienser
- 175 g smør stuetemperatur
- 135 g sukker
- 2 spsk lys sirup
- 240 g hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- 1 tsk vanillesukker
- 0,5 tsk salt
- 80 g mørk chokolade
- 105 g marcipan snebolde
- flagesalt til toppen
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 160 grader varmluft
- Kom smør, sukker og sirup i en skål og pisk i 4 min
- I en anden skålrøres mel, bagepulver, vanillesukker og salt sammen. Vend herefter kort med smørblandingen (ikke for længe, så ødelægger det småkagernes konsistens)
- Hak marcipansneboldene og den mørke chokolade fint. Kom i en skål sammen
- Vend 2/3 af chokolade og sneboldene i kagedejen og ælt kort sammen med hænderne
- Klargør 2 bageplader med bagepapir. Form dejen til 3 lige store stænger
- Rul til en pølse og kom på bagepladerne
- Bages i ca. 18 min til stængerne er gyldne og sprøde
- Drys med det sidste chokolade og snebolde, så snart det er ude af ovnen
- Efter 1 min skæres småkagerne i skrå. Ca. 2 cm brede snitter
- Lad herefter køle helt af på en bagerist
Småkagerne kan holde sig i 1-2 uger, hvis de opbevares i en lufttæt beholder