Biksemad er en af de helt klassiske danske hverdagsretter, som både er nem at lave og smager skønt. Det er samtidig en genial måde at få brugt de rester, du allerede har i køleskabet. Kartofler, løg og kød bliver stegt på panden, til det hele får masser af smag og en god, sprød overflade.
Jeg elsker retter, hvor man ikke behøver følge en opskrift slavisk, og biksemad er netop sådan en ret. Har du lidt ekstra kød fra gårsdagens aftensmad, et par kogte kartofler eller grøntsager, der trænger til at blive brugt, kan det sagtens komme med på panden. Det gør også biksemad til en oplagt stop-madspild-ret.
Min version er enkel og klassisk med kartofler, løg og kød, som steges godt på panden. Jeg serverer gerne biksemaden med et spejlæg på toppen og syltede rødbeder ved siden af. Det er sådan en portion rigtig dansk comfort food, som både er nem at lave og mætter godt.
Biksemad er især oplagt dagen efter en god flæskesteg, men du kan også sagtens lave den uden at have rester i forvejen, så kan du bl.a. bruge pølser skåret i skiver.
Ingredienser
- 1 kg kogte kartofler helt afkølede
- 400 g rest kød eks. flæskesteg eller lign.
- 1 stk løg
- smør til stegning
- 4 stk æg
- 12 stk syltede rødbeder til servering
- evt. bearnaise eller ketchup til servering
- salt og peber
Sådan gør du
- Skær de kogte kartofler ud i mindre tern (har du ingen kartofler, så kog i ca. 10 min og si vandet fra. Lad dem blive tørre og lad køle helt af).
- Skær kødet ud i mundrette stykker
- Kom smør på en pande ved middelvarme og steg løg et par min
- Tilsæt kartoflerne og steg i ca 10 min
- Kom herefter kødet deri og smag til med salt og peber
- Steg æggene til spejlæg på en anden pande
- Server det hele samlet på en tallerken med rødebeder og dyppelse