At lave pastasalat med spegepølse var en idé jeg fik for nyligt og det fungerede meget bedre end forventet. Jeg stegte strimler af spegepølse på en pande så det blev gyldent og sprødt (så mindede det faktisk om bacon ift. den sprøde og salte smag). Denne pastasalat er skøn som tilbehør til sommer og til grillmad. Derudover har den en skøn og frisk olie-eddike dressing.
Du kan nemt varierer grøntsagerne, så du kan få brugt det du har liggende eks. forårsløg, majs, ærter, spidskål, spinat, blomkål, edamamebønner mm. Du kan også bytte mozzarellakuglerne ud med en mere smagfuld ost brug eks. emmenthaler eller gouda ost.
Det her er en salat, som også vil passe godt til buffet og diverse arrangementer med ‘fællesbord’. Den kan også sagtens laves dagen før. Jeg kan godt lide at bruge nogle lidt anderledes pasta og disse pasta skruer hedder ”fusili grandi”.
Jeg serverede den med frugt (vandmelon og vindruer), gulerodsstave og lune kyllingehorn-med-pikantost
Elsker du pastasalater, så kan du også prøve den populære pastasalat med hvidløgsdressing
Ingredienser
- 400 g pasta
- 125 g spegepølse jeg brugte kartoffelspegepølse i skiver
- 1 stk rød peberfrugt skåret i tern
- 1/2 stk broccoli skåret i små buketter
- 1 stk rødløg halveret og skåret i tynde skiver
- 200 g cherrytomater halveret
- 150 g mini mozzarella kugler
- frisk persille hakket fint
- olie
Dressing
- 1/2 dl olivenolie
- 2 spsk æblecideredikke
- 1 tsk sød sennep
- 1 tsk øko citronskal revet fint
- 1/2 tsk hvidløgspulver
- 1 tsk sukker
- salt og peber
Sådan gør du
- Kog pastaen efter anvisningen på pakken
- Kog broccolien i kogende saltet vand i ca. 2 minutter og dræn
- Kom alle ingredienserne til dressingen sammen i en skål og vend med den afkølede pasta
- Kom broccoli, peberfrugt, rødløg, cherrytomater, frisk persille og mozzarellakugler
- Skær spegepølsen ud i tynde strimler og steg på en varm pande med lidt olie. Tag af når det er har taget farve og er blevet sprødt
- Drys over salaten og server