Hvis du mangler en nem og mættende idé til madpakken, er de her hytteostpizzaer med kylling et rigtig godt bud. De er nemme at lave, fylder ikke meget i madkassen og kan sagtens spises kolde. Jeg synes især, de er geniale til skolemadpakken, hvor det gerne må være lidt sjovere end den klassiske rugbrødsmad.
Bunden er lavet med hytteost og bliver blød, kompakt og lidt svampet i konsistensen. Det er altså ikke en klassisk luftig pizzadej eller en sprød pizzabund, men mere en blød bund, der fungerer rigtig godt til små pizzaer. Hytteosten gør samtidig pizzaerne mere mættende, hvilket er en fordel, når de skal holde sulten væk frem til næste måltid.
Jeg har toppet dem med tomatsauce, kylling og smeltet ost – en kombination, som er nem at lide, og som fungerer både frisklavet og i madpakken. Du kan også sagtens lave dem med andre toppings alt efter, hvad familien kan lide, eller hvad du har liggende i køleskabet.
Det bedste ved de her hytteostpizzaer er, at de kan laves i forvejen. Lav en portion til aftensmad og gem et par stykker til næste dags madpakke. De er nemme at pakke ned og kan spises direkte fra madkassen uden bestik eller opvarmning.
Lyst til endnu mere madpakke inspiration, så se også hytteost foccacia eller små tærter med pølse og feta
Ingredienser
- 400 g hytteost
- 3 stk æg
- 150 g hvedemel
- 1 tsk salt
- 1 tsk bagepulver
- 50 g revet ost
- 200 g kyllingebryst skåret i strimler
- 6 spsk tomatsovs
- evt. oregano og hvidløgspulver
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 185 grader varmluft
- Blend hytteost og æg sammen i en minihakker
- Kom hytteost blandingen i en skål og bland med mel, salt, bagepulver og kylling
- Fordel i 8 klumper på en bageplade med bagepapir
- Fordel lidt tomatsovs (evt. oregano og hvidløgspulver) samt 50 g revet ost på toppen
- Bages midterst i ovnen i ca. 20 min .Lad afkøle på en rist