Mørbrad i pandesovs er en rigtig familiefavorit, som både er hurtig, nem at lave og fuld af smag. Retten består af mørt svinekød, der får en kort stegning og herefter simrer i en cremet, smagfuld sovs direkte i panden. Det gør både tilberedningen hurtig og opvasken minimal – perfekt til travle hverdage, hvor maden stadig gerne må smage af noget.
Lækker mørbrad i pandesovs – nem hverdagsfavorit med masser af smag
Svinemørbrad er et mørt og magert stykke kød, som egner sig fantastisk til denne slags retter. Kødet skæres i tykke skiver eller bøffer, brunes af på en varm pande og lægges til side, mens sovsen tilberedes. Sovsen laves nemt i samme pande, den er ikke særlig tyk, men du kan altid tilsætte jævner hvis du ønsker en tykkere sovs. Du kan vælge at tilføje løg (evt bløde løg), champignon eller peberfrugt for ekstra smag og tekstur.
Denne ret er utrolig alsidig, når det kommer til tilbehør. Du kan servere mørbrad i pandesovs med kogte ris, som suger sovsen godt op, med pasta eller med klassiske kartofler – gerne som bløde kartoffelmos, der passer perfekt til den cremede sauce. Et drys frisk persille eller timian på toppen giver et grønt pift og ekstra aroma.
Serveringsforslag
Server retten med en frisk grøn salat eks sommersalat , dampede grøntsager eller syltede rødbeder for lidt syre ved siden af. Mørbrad i pandesovs egner sig både til hverdagsaftener og hyggelige weekendmiddage – og den kan nemt skaleres op, hvis du får gæster. Det er en klassiker, som smager af hjemmelavet komfortmad, men uden at kræve lang tid i køkkenet.
Mørbrad i pandesovs
Ingredienser
- 500 g svinemørbrad afpudset for sener
- salt og peber
- olie
- evt. ris/pasta eller kartoffel til servering
Pandesovs
- 5 dl madlavningsfløde
- 2 spsk flydende oksefond
- 2 spsk soya
- 1 spsk ribsgelé
- salt og peber
- evt. kulør og jævner
Sådan gør du
- Skær mørbraden ud i bøffer på ca. 2 cm i tykkelsen og krydr med salt og peber
- Brun af på en varm pande med olie i ca. 1 min pr hver side og tag af
- Sæt evt. ris over at koge
- I en skål røres madlavningsfløde, oksefond, soya og ribsgele sammen
- Hæld sovsen ned i panden hvor mørbraden blev stegt og tilsæt evt. kulør.
- Kom kødet i sovsen og lad simre om ca. 5 min
Lækker skøn opskrift. Nem sauce. Kommer på bordet en anden dag igen.
Hvor er det skønt at høre Tine 😉