Det her er en virkelig klassisk ret, som de fleste vil være vild med. Skøn gæstemad eller som hovedret til nytår.
Jeg er bestemt ikke ekspert i at lave hjemmelavet bearnaise, men kastede mig ud i det igen. Skæbnen ville at den skilte, men jeg fik den reddet. Hæld blot den skilte bearnaise i en kande. Og start forfra med 1 æggeblomme og 1 spsk bearnaiseessens. Derefter tilføjes den skilte bearnaise langsomt (ligesom smørret skulle).
Hvis du ønsker mere grønt end bønnerne, så lav evt lidt bagte tomater eller en frisk grøn salat.
Hvis du er vild med steg, kan du også lave en culotte/cuvette steg i stedet for.
Tilberedning. Du kan sagtens lave fritterne og bønnerne klar til ovnen i god tid. Du kan også lave bearnaisen i god tid og lune (men ikke for varmt) op til servering. Men har du mulighed for det, så lav sovsen lige inden servering.
Bøf bearnaise med fritter og bønner
Ingredienser
Fritter
- 5 stk bagekartofler
- Koldt vand
- 1 dl lagereddike
- 1 liter vand
- 1/2 dl god olie
- Flagesalt eller alm
Bønner
- 300 g friske bønner eller evt frosne
- 1 pk bacon i skiver
Bearnaise sovs
- 4 spsk bearnaise essens
- 250 g smør den faste
- 4 stk past. æggeblommer
- Salt og peber
- Citronsaft
- Frisk estragon finthakket (tørret kan også bruges)
Bøf
- 4 stk entrecotes eller ribeye
- 1 spsk smør
- 1 spsk olivenolie
- Salt og peber
Sådan gør du
Fritter
- Skræl kartoflerne. Skær ender og sider af (så den bliver så firkantet som muligt, uden halvdelen af kartoflen er væk)
- Skær kartoflerne ud i lange pommes frittes stave
- Skyl kartoflerne i en skål i iskoldt vand 2-3 gange af ca 30 sek varighed pr gang (du vasker stivelse ud)
- Kom kartofler, vand og eddike i en gryde og kog en smule møre i ca. 10 min (de skal endelig ikke være for bløde)
- Hæld vandet fra, dup dem tørre og stil på køl i min 2 timer
- Bland fritterne i en skål med olie, salt og peber og fordel på en bageplade med bagepapir
- Bages i ovnen ved varmluft 250 % i ca. 35 min, indtil de er sprøde og gyldne
Bønner
- Skyl bønnerne og skær evt bunden af
- Tag 4-5 stykker og vikl 1 skive bacon om og forsæt sådan
- Bages i ovn ved 200 g varmluft i ca 15 min
Bearnaise sovs
- Det allervigtigste er konstant at piske undervejs! (Min skilte i første omgang, fordi jeg lige skulle ordne noget)
- Hav alle ingredienser klar inden du går igang
- Smelt smørret i en gryde ved middelvarme og hæld den klare del over i en kande, bundfaldet (vallen, som er det hvide, skal bare kasseres)
- Kom æggeblommer og bearnaiseessens i en ren gryde og pisk ved middelvarme indtil det skummer og begynder at tykne
- Tag derefter af varmen under fortsat piskning og kom 1 spsk klaret smør i. Pisk og kom 1 spsk smør mere i og forsat indtil al smørret er “optaget” i sovsen
- Hvis den skiller – så læs mit tip oppe i toppen inden opskriften starter
- Smag til med salt, peber, citronsaft og friskhakket estragon
Bøf
- Sæt en pande over ved høj varme og kom smør og olie derpå
- Krydr dine bøffer og steg dem i ca. 2-3 min pr side (alt efter tykkelse og om du ønske rød, medium eller welldone)
Pingback: Nytårsguide - alt fra snack, drink, forret, hovedret og dessert - Madmusen