Jeg har ikke tal på alle de gange jeg i mit liv har sagt “nej, jeg drikker ikke kaffe” og folk derefter har set forundret på mig. Nok i endnu højere grad efter at jeg blev mor til tvillinger. Jeg har bestemt haft brug for koffeinens virkning, men er ikke så vild med varme drikke og den stærke kaffesmag. Dog har jeg altid godt kunne lide kaffeis, tiramisu og den slags. Min veninde introducerede mig for denne her iskaffe – og indrømmet, jeg var meget skeptisk. Men jeg er blevet helt vild med den. Den er dejlig mild og skøn med en masse isterninger i på en varm sommerdag.
Jeg har den stående på køl hele sommeren, så jeg nemt kan lave iskaffe både til gæster og os selv.
HOLDBARHED: siruppen kan stå på køl 1 uges tid
Iskaffe
Ingredienser
Sirup (ca. 8 dl svarende til 8 glas)
- 7 dl vand
- 100 g rørsukker
- 100 g brun farin
- 12 tsk instant kaffepulver
- 1 tsk vanille paste eller korn fra en stang
Øvrige ingredienser
- 2 dl valgfri mælk pr iskaffe
- Isterninger
- evt. lidt chokoladesovs eller karamel sovs til kanten af glasset hvis du vil lave en luksus udgave
Sådan gør du
- Kom alle ingredienserne til siruppen op i en gryde og kog det op i 12 min.
- Hæld op i en kande og stil på køl.
- Ved servering fyldes et glas godt op med isterninger.
- Hæld derefter 1 dl kaffesirup samt 2 dl mælk i glasset.
- Server evt med sugerør
Jeg er helt vild med den her iskaffe. Jeg lavede den også sidste år og forrige år. Glemmer hver gang opskriften men det er så let at skrive iskaffe og madmusen på google og så kommer en opskrift dalende ned på telefonen – klar til udprint. Tak for det fine format, det er let, det er brugervenligt. Nu har jeg igen en kande i køleskabet klar til at servere iskaffe, hvis der skulle komme en gæst forbi – eller bare til mig selv, fordi det er så lækkert.
hejsa, glæder mig til at smage den. er det normalt at der er lidt kaffegrums i den eller har jeg brugt noget forkert kaffe?
Nej, det lyder mærkeligt. Det har jeg aldrig prøvet. Måske det sidste i gryden har været lidt grumset ?🤨