Den bedste lasagne
Okay, glemt alt om Knorr og forestil dig at du spiser på en god restaurant i Italien. Denne her lasagne kræver lidt mere tid ca. 2 timer (til at simre og få smag) og så giver en hjemmelavet bechamel en herlig smag.
Mine drenge var også super vilde med den. Der er en del grønt i, i form af løg, gulerødder, bladselleri og squash. Men man bemærker dem ikke, når de er hakket fint – så bidrager de primært med at skabe en god og fyldig smag.
Til den slags lasagne her, bruger jeg også altid hakket oksekød med lidt højere fedtprocent (omkring 15-18%). Det bidrager også til smagen.
Den bedste lasagne
Det ultimative bedste lasagne, hvor kødsovsen får lov at simre og med en hjemmelavet bechamelsovs
Kødsovs
- 3 spsk olivenolie
- 1 løg (hk fint)
- 1 stor gulerod (skåret i bittesmå tern)
- 2 stængler bladselleri (skåret i bittesmå tern)
- 1 squash (skåret i bittesmå tern)
- 2 dl rødvin (gerne en lidt tør)
- 500 g hk oksekød (15-18 % fedt)
- 1 ds hakkede tomater (400 g)
- 1 spsk tomatpuré
- Salt og peber
Bechamel
- 100 g smør
- 100 g hvedemel
- 50 g friskrevet parmesan
- 1 liter sødmælk
- 1/2-1 tsk revet muskatnød
- Salt og peber
Øvrige
- Lasagneplader (ca. 16 stk)
- 50 g friskrevet parmesan
- evt 50 g koldt smør i små tern
- Evt brød og salat til servering
Kødsovs
- I en gryde ved middelvarme tilsættes olie, gulerødder, bladselleri og løg. Lad simre 5 min
- Kom derefter kødet i og steg til kødet er færdigstegt
- Krydr med salt og peber
- Hæld vinen i og lad simre igen i ca 5 min, til det meste af vinen er fordampet
- Nu tilsættes squash, hk tomat og tomatpuré
- Lad simre under låg ved svagvarme i min 1 time (gerne 2)
- Smag til med salt og peber
- Tænd ovnen på 180 grader varmluft
Bechamel
- Smelt smørret i en gryde ved middelvarme
- Kom mel i og pisk godt sammen, lad “stege” ca 1 minut (så den melede smag forsvinder)
- Tilsæt mælk lidt efter lidt og pisk godt, så det ikke klumper
- Skru op til middel/høj varme og pisk konstant i ca 5-7 min indtil det tykner
- Tag af varmen og rør den revede parmesan deri
- Smag til med muskatnød, salt og peber
Klargør lasagnen
- Find et ildfast fad på ca. 20x 30 cm
- Start med at komme et lag bechamel i bunden
- Kom nu lasagne plader i og derefter kød
- Start forfra med bechamel, plader, kød osv
- Jeg lavede 4 lag med lasagneplader
- Efter det sidste lag lasagneplader kom jeg godt med bechamel på toppen
- Derudover dryssede jeg med 50 g friskrevet parmesan og fordelte små stykker smør
- Bages øverst i ovnen i ca. 25 min
- Stil herefter midterst i ovnen og bag ydeligere i 15 min
- Tages ud og lad hvile min 10 min inden den skæres ud
Retten passer til 6-8 personer. Du kan også vælge at tilsætte bacon i små stykker for endnu mere smag.