Chokolade “stik ud” småkager

En helt klassisk juleaktivitet i juletiden er at bage nemme småkager, som store og ikke mindst små kan stikke ud med forskellige forme. De her er helt simple, men du kan nemt pynt med glasur (gerne en af past, æggehvide og flormelis, samt evt krymmel).
De typiske “stik ud” kager er lyse vanille, men den her chokoladeversion var et stort hit hos drengene.


Chokolade ”stik ud” småkager

Super nem småkagedej som børnene kan stikke ud i fine figurer

  • 220 g smør (blødt)
  • 200 g sukker
  • 1 stk æg
  • 360 g hvedemel
  • 2 tsk vanillesukker
  • 2 tsk bagepulver
  • 60 g kakaopulver
  1. Pisk smør og sukker luftigt
  2. Pisk derefter ægget i
  3. Bland de øvrige ingredienser sammen i en anden skål og pisk dem derefter i smørblandingen (kun lige akkurat til dejen er “samlet”)
  4. Stil på køl i 20 min
  5. Tænd ovnen på 180 grader varmluft
  6. Rul dejen ud (evt mellem 2 stykker bagepapir) til tykkelse på ca 0,5 cm og stik ud med figurer
  7. Bages midterst i ovnen i 6-8 min
Dessert
figur, jul, småkager





Pistacie småkager med chokolade

Super nemme småkager, som er ekstra lækre fordi de er dyppet i chokolade. En skøn variation til de mere traditionelle julesmåkager såsom pebernødder, brunkage og og vanillekranse.


Pistacie småkager med chokolade

En luksus småkage

  • 40 g usaltede pistacienødder (hk fint)
  • 225 g hvedemel
  • 1/2 tsk stødt kanel
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • 1,5 tsk vanillesukker
  • 100 g flormelis
  • 170 g smør (blødt)
  • 1 stk æggeblomme
  • Pynt
  • 15 g usaltede pistacie nødder hk fint
  • 100 g mørk chokolade
  1. I en skål blandes hvedemel, hakkede pistacienødder, kardemomme, vanille og kanel
  2. I en anden skål piskes smør og flormelis med en elpisker til dejen hænger godt sammen
  3. Pisk derefter æggeblommen i
  4. Pisk de tørre ingredienser i, indtil dejen samler sig og stop så
  5. Saml dejen med hænderne og form til en lang pølse
  6. Nu skal den formes til en rektangel. Pres på top og sider (evt med spækbræt eller lign) for at få helt skarpe kanter
  7. Stil på køl i 1 time
  8. Tænd ovnen på 175 grader varmluft
  9. Skær den kølige dej ud i skiver på ca 0,5 cm i tykkelse og fordel 16 på hver bageplade med bagepapir
  10. Bages i ovnen ca 8-10 min til kanterne bliver gyldne
  11. Tages ud og afkøles på rist
  12. Smelt chokoladen over vandbad og dyp de afkølede småkager deri og drys med pistacienødderne
  13. Når chokoladen er størknet opbevares de en lufttæt kagedåse
Dessert
chokolade, pistacie, småkage





Chokoladetrøfler

Min kærestes første kommentar var “de er sygt gode og vanedannende de her”. Super nemme chokoladetrøfler med kun 5 ingredienser. Jeg har valgt at lave en udgave med diskret kaffesmag. Det kan sagtens undlades eller erstattes af eks revet appelsinskal, lakrids pulver. De er rullet i kakaopulver, men her kan du også bruge alternativer såsom kokosmel, lakrids, krymmel, frysetørret hindbær mm.


Chokoladetrøfler

Super cremede trøfler med touch af kaffe

  • 250 g mørk chokolade (ca. 55 % kakao, hk fint)
  • 2 dl piskefløde
  • 1 knivspids salt
  • 2 tsk instant kaffe pulver
  • 2-3 spsk kakaopulver
  1. Opvarm fløde, kaffe og salt i en gryde ved middelvarme. Rør undervejs så det ikke brænder på
  2. Når fløden er godt varm (uden at koge) tages den af varmen
  3. Kom chokoladen deri og bland rundt indtil massen er skinnende og ensartet
  4. Beklæd et mindre ildfast fad med bagepapir og hæld trøffelmassen deri
  5. Stil på køl i ca. 5 timer
  6. Tages ud og formes med 2 teskeer til kugler , rulles i kakaopulver og stilles på køl igen. Gerne natten over
Dessert
chokolade, konfekt, trøfler





Snebolde

Du kender dem helt sikkert… De knasende hvide snebolde med marcipan og chokolade i.
De er ikke til at komme udenom til jul, og det er også min yndlings juleslik. Så jeg fik lyst til at prøve at lave mine egne.

Jeg synes, de mindede rigtig meget om købeversionen både i smag og konsistens (den er ret sprød). Jo mindre tyk lag glasur du får på boldene, jo mere sprøde vil de føltes.


Snebolde

Du kender dem fra supermarkedet, men nu kan du lave dem selv!

  • 250 g marcipan
  • 180 g mørk chokolade (omkring 55-60% kakao)
  • 1 stk past. æggehvide
  • 200 g flormelis
  • 2 tsk citronsaft
  • 2 tsk koldt vand
  • 100 g perlesukker
  • evt nogle tandstikker til at dyppe boldene i chokoladen med
  1. Skær marcipanen ud i 14 stykker og tril dem til kugler
  2. Smelt chokoladen i vandbad (kom evt marcipan kuglerne på en tandstik) og dyp dem i chokolade, til de er dækket
  3. Lig kuglerne på en tallerken/fad med bagepapir på
  4. Lad chokoladen størkne i køleskabet
  5. Kværn perlesukkeret en smule, så det stadig er lidt groft, lig det på en lille tallerken
  6. Pisk flormelis, æggehvide, citronsaft og vand i en skål med elspisker (det bliver en tyk og sej glasur)
  7. Dyp de nu størknede kugler ned i glasuren og lad den dryppe godt af (jeg brugte to gafler- hvis der er for meget glasur, så bliver de mere bløde)
  8. Rul lige bagefter i perlsukkeret og stil på en tallerken med bagepapir igen. Lad dem tørre et par timer ved stuetemperatur
  9. Opbevar på køl indtil servering
Dessert
chokolade, konfekt, marcipan, snebolde





Vanillekranse (som mormor lavede dem)

Okay… De her vanillekranse har en helt særlig plads i mit hjerte. De minder mig nemlig om min mormor (og morfar) og alle de juleminder jeg har med dem. Min mormors gamle opskriftsbog gik i arv til mig, og jeg værner om den.
Nu er I så heldige, at jeg vil dele opskriften med jer.


Vanillekranse

Min mormors lækre opskrift på de sprødeste vanillekranse. En favorit småkage med barndomsminder

  • 375 g hvedemel
  • 350 g smør (stuetempereret)
  • 250 g sukker
  • 125 g mandler
  • 1 stk æg
  • 1 stk vanillestang
  1. Tænd ovnen på 200 grader
  2. Flæk vaniliestangen og skrab kornene ud på et spækbræt. Kom lidt sukker derpå og med en ske masses kornene godt ud i sukkeret
  3. Pisk smør, vanille og sukker godt sammen i en skål
  4. Pisk nu ægget i
  5. Hak mandlerne forholdsvis fint i en minihakker (men lad der gerne være nogle mindre mandelstykker også, som kan give lidt knas)
  6. Kom de hakkede mandler og mel i skålen og pisk sammen igen
  7. Kom i en sprøjtepose med stjerne tyl og form til kranse på bageplader med bagepapir (husk god afstand imellem dem, da de flader ud. Ca. 5 cm i diameter og omring 12 stk/plade)
  8. Bages midterst i ovnen i ca 10 min til de er gyldne
  9. Afkøles på rist
  10. Opbevares i kagedåse/lufttæt beholder når de er helt afkølede
Dessert
jul, småkage, vanille





Rocky Road med lys chokolade

Havde lyst til at lave lidt julekonfekt med børnene- og så bliver det ikke meget nemmere end Rocky Road.
Jeg brugte mælke chokolade, men du kan også bytte ud med mørk. Fyldet kan du variere alt efter yndlings slik eller hvis du skal have brugt nogle rester fra skuffen.


Rocky road

En dejlig rocky road med lys chokolade. Lavet på bare 10 min.

  • 400 g mælke chokolade
  • 40 g dragée mandler (mandler med chokoladeskal)
  • 10 stk dumle
  • 1 dl mini skumfidus
  • 2 spsk salte peanuts
  • 40 g marcipan (skåret i mindre tern/stykker)
  • Evt farverigt krymmel til pynt på toppen
  1. Smelt chokoladen over vandbad og tag skålen væk
  2. Gem en smule af skumfiduserne til pynt på toppen (sammen med krymmel)- og kom de resterende ingredienser i skålen med chokolade og rør rundt
  3. Fordel i et lille ildfast fad med bagepapir (fadets størrelse afhænger af hvor høj du ønsker Rocky Road stykkerne bliver)
  4. Drys toppen med skumfiduser og krymmel
  5. Stilles på køl i min 3. timer
  6. Tages ud og skæres i mundrette stykker
Dessert
chokolade, dumle, konfekt





Havregrynskugler

De er et must til jul herhjemme, de lækre hjemmelavede havregrynskugler – som både voksne og børn elsker. Med en snert af kaffesmag og nemme for børnene at være med til.


Havregrynskugler

De er uundværlige til jul og er hyggelige at lave sammen med børn

  • 170 g havregryn
  • 120 g blødt smør
  • 4 spsk usødet kakaopulver
  • 2 spsk færdigblandet kaffe
  • 2 dl flormelis
  • evt lidt flormelis (havregryn eller kokosmel til at trille i)
  1. Kom havregryn, flormelis og kakaopulver i en skål og bland rundt
  2. Tilføj smørret og bland godt rundt
  3. Tilsæt tilslut kaffe, såfremt massen føles lidt tør, så tilføj evt lidt mere kaffe eller lidt vand (så de ikke bliver for tørre)
  4. Form ca 30 små kugler af massen og tril dem i enten kakaopulver, flormelis eller kokosmel
  5. obs – hvis den er lidt blød, så stil den på køl i 10 minutter
Dessert
havregryn, havregrynskugler, jul, kaffe, konfekt, kugler





Havregrynskugler rullet i hasselnødder

Jeg elsker at være kreativ og det er der rig mulighed for når man laver julekonfekt. Jeg lavede nem julekonfekt, som klart vil blive et hit til lækkersultne julegæster

 


Havregrynskugler rullet i hasselnødder

Super lækre havregrynskugler

  • 1 dl. hasselnødder
  • 1/2 dl kokosmel
  • 1,5 dl havregryn
  • 3/4 dl flormelis
  • 2 spsk kold kaffe
  • 1 stk vanillestang
  • 60 g blødt smør
  1. Tag hasselnødderne på en bageplade med bagepapir og bag i 15 min.ved 180 grader. De skal være godt varme, men ikke brændte. (smag evt. på en derefter). Når de er afkølet lidt, hakkes de fint og ligges i en skål.
  2. Bland alle de øvrige ingredienser sammen og stil på køl i ca. 15 min.
  3. Rul kuglerne i ønsket størrelse og rul i de hakkede nødder.
  4. Stil på køl til de skal serveres.

Du kan evt. lave andre varianter med eks. bailey, nutella, maripan i ‘dejen’ eller rulle i eks. kokos, pistacie, kakaopulver, lakridspulver, guldstøv mm.

havregryn, jul, konfekt





Guldkugler

Min niece ønsker sig i fødselsdagsgave nogle guldkugler med lakrids i, så da vi skulle lave julekonfekt – tænkte jeg at havregrynskugler med guld støv, ville være et kæmpe hit. Støvet er fra Mill & Mortar og kan købes i eks. Salling og Menu. Det fås i flere farver og en del med bærsmag.
Det var et kæmpe hit – og min niece nød at sidde og dreje kuglerne rundt i skålen med guldstøvet i.


Guldkugler

Havregrynskugler rullet i guld

  • 1/2 spsk. Mill & Mortar Guldstøv
  • 1/2 dl kokosmel
  • 1,5 dl. havregryn (brug evt. glutenfri, for glutenfri version)
  • 3/4 dl. flormelis
  • 2 spsk. kold kaffe
  • 1 tsk. vanillestang (fra dåse eller 1/2 vanillestang)
  • 60 g blødt smør
  1. Bland alle ingredienser sammen og stil på køl i ca. 15 min.
  2. Rul kuglerne i ønsket størrelse og rul i ca.1/2 spsk. guldstøv i en dyb tallerken/lille skål. (guldstøvet er drøjt i brug)
  3. Stil på køl til de skal serveres.

Du kan evt. lave andre varianter med eks. bailey, nutella, maripan i ‘dejen’ og kan rulles i forskellige støvfarver, bærstøv, kokos, nødder, krymmel mm.

havregryn, havregrynskugler, jul, konfekt