Koldhævede boller med ølandshvede og sesam – nem opskrift på langtidshævede boller
Drømmer du om luftige, smagfulde og nemme boller, der passer perfekt til både morgenbordet og madpakken? Så er disse koldhævede boller med ølandshvede og sesamfrø lige noget for dig. Dejen røres hurtigt sammen – helt uden æltning – og hæver langsomt natten over i køleskabet. Dejen skal hæve i 12-18 timer. Næste morgen skal du blot dele dejen ud, vende dem i sesamfrø og bage dem. Nemmere bliver det næsten ikke!
Langtidshævning giver bollerne en dejlig dyb smag, mens ølandshvede bidrager med en nøddeagtig, let sødlig smag og en grovere struktur. Sesamfrøene giver en lækker, sprød skorpe og tilfører et ekstra lag smag og crunch. Hvis du ikke er til sesam, kan du nemt udskifte dem med græskarkerner, solsikkefrø eller chia – eller helt undlade topping, hvis du foretrækker dine boller mere neutrale.
Disse koldhævede og langtidshævede boller er perfekte til dig, der vil bage med minimalt besvær og maksimalt resultat. De passer til både weekendhygge og travle hverdagsmorgener – og smager mindst lige så godt med smør og ost, som de gør som sandwichbrød.

Ingredienser
- 10 g gær
- 5 dl koldt vand
- 100 g ølandshvede
- 450 g hvedemel
- 1 tsk honning eller sukker
- 2 tsk salt
- 5 spsk sesamfrø
- olivenolie
Sådan gør du
- I en røreskål røres gæren ud i vandet
- Tilsæt salt, honning og ølandshvede og rør sammen
- Lidt efter lidt tilsættes hvedemelet. Rør det hele godt sammen på en røremaskine i ca. 10 -12 min.
- Find en ny stor røreskål og fordel olivenolie på kanterne
- Kom dejen i skålen og dæk med film
- Lad hæve 1 time på køkkenbordet
- Stil på køl natten over. Lad hæve i min. 12 timer (og gerne op til 18 timer)
- Tænd ovnen på 180 grader varmluft med bradepande inde (så den kan blive varm)
- Fordel sesam frø på bordet og hæld dejen ud derpå
- Brug en spatel til at dele dejen i 12-14 stykker brød (ælt ikke) og kom på bagepapir
- Hiv bagepapiret over på den opvarmede bradepande fra ovnen
- Bag bollerne v. 180 grader i 10 min
- Skru op til 220 grader og bag yderligere i ca. 5 min til de er sprøde
- Lad afkøle på en rist








Seneste kommentarer