Kyllingefrikadeller med squash er en skøn og nem ret, der passer perfekt ind i en travl hverdag. Her får du frikadeller, der både er saftige, milde i smagen og fulde af gode ingredienser – og så er de tilmed hurtige at lave. Ved at rive squash direkte ned i farsen får du ikke kun en lækker konsistens, men også flere grøntsager i måltidet helt uden besvær. Squashen gør frikadellerne ekstra saftige, giver et grønt boost og får samtidig farsen til at række længere, hvilket er både økonomisk og smart.
Saftige kyllingefrikadeller med squash – nem hverdagsmad med ekstra grønt
Disse kyllingefrikadeller er et godt alternativ til de klassiske frikadeller lavet på svinekød, og de falder i god jord hos både børn og voksne. Kyllingekødet giver en let og mild smag, mens squashen tilføjer fugt og tekstur, uden at dominere. Resultatet er en lækker frikadelle, som du kan bruge på mange måder – både til aftensmad, i madpakken eller som en del af en picnic.
Server dine kyllingefrikadeller med squash sammen med fx ravioli vendt i pesto og en råkostsalat (revet gulerod, revet æble og appelsin stykker). Du kan også variere tilbehøret alt efter, hvad du har i køleskabet. De er nemme at lave i større portioner og egner sig godt til at fryse ned – perfekt til madplanlægning.

Kyllingefrikadeller med squash
Ingredienser
- 500 g hakket kylling
- 2 stk æg
- 1/2 dl rasp
- 3 spsk havregryn
- 250 g squash svarer til 1 lille squash
- 40 g revet parmesan
- 1 tsk hvidløgspulver
- 1 tsk salt
- friskkværnet peber
- frisk purløg, hakket fint
- olie til stegning
Sådan gør du
- Riv squashen groft på et rivejern og vrid den herefter fri for væde i en si/klæde
- Kom kylling, æg, rasp, havregryn, squash, parmesan, hvidløgspulver, purløg, salt og peber i en skål og rør godt sammen
- Stil evt. på køl i 10 min (så bliver farsen lidt mere fast)
- Kom olie på en pande ved middelvarme og steg til de er gyldne og gennemstegte




Hvad er det for en dip du har til?
Det er en blanding af creme fraiche, presset hvidløg og purløg.