Boller i karry er en vaskeægte klassiker i det danske køkken – og det er ikke uden grund. Den varme, milde karrysovs kombineret med de bløde kødboller og dampende ris er en favorit hos både børn og voksne. Mange kender retten fra deres barndom, og netop derfor vækker den ofte både glæde og nostalgi.
Jeg har lavet en børnevenlig version af retten, som er særligt velegnet til de mindre børn i familien – uden at gå på kompromis med smagen. Krydderierne er tonet ned, så sovsen ikke bliver for stærk, og jeg har tænkt over tekstur og smag, så selv kræsne børn har lyst til at spise med.
Boller i karry – en klassiker på middagsbordet
Kødbollerne laves på en fars af hakket svinekød, æg, mælk, mel – og så river jeg løget fint, så det bliver en del af farsen uden at det kan mærkes i munden. Mange børn bryder sig ikke om at få små løgstykker i maden, så ved at rive dem, får man smagen uden protester. Jeg har lavet kødbollerne mindre end sædvanligt (igen for at gøre det lidt sjovere for børnene) og hvor en kødboller passer med en mundfuld, men du kan sagtens vælge at lave kødbollerne større.
Sovsen er lavet med en mild karry, der bliver svitset i lidt smør for at udvikle smag, før der tilsættes mel, mælk og evt. lidt bouillon. Man kan også tilføje lidt æble for en sødme, der falder i god jord hos nogle børn. En skefuld fløde/madlavningsfløde eller kokosmælk kan også gøre sovsen ekstra cremet og rund i smagen.
Retten serveres naturligvis med ris – og gerne lidt ekstra grønt ved siden af, f.eks. broccoli, dampede ærter eller gnavegrønt såsom gulerødder eller agurkestave, som børnene kan spise med fingrene.
Boller i karry (børnevenlig)
Ingredienser
Kødboller
- 400 g hk svinekød
- 1 stk æg
- 1 stk løg revet fint
- 1 tsk salt
- 1/2 tsk friskkværnet peber
- 0,5 dl mælk
- 1 dl hvedemel
Øvrige
- 1 terning grøntsagsbouillon
- 50 g smør
- 3 spsk hvedemel
- 4 tsk karry
- 3,5 dl sødmælk
- 1 tsk sukker
- 1/2 dl kogevand (fra kødbollerne)
- 1 dl madlavningsfløde
- Ris
- evt. broccoli til servering
Sådan gør du
- Kog ris efter anvisning på pakken
Kødboller
- Alle ingredienser til kødboller røres godt sammen i en skål
- Lad gerne trække på køl i 10 min
- Kog vand i en stor gryde/sautepande sammen med bouillonterning
- Form farsen til små kødboller (brug evt. en teske)
- Kog kødbollerne i vandet og tag op når de er ikke er rå (skær evt. en igennem og tjek). Dæk kødbollerne til, så de ikke står og tørre ud. OBS husk at gemme lidt kogevand til sovsen
Karrysovs
- I en anden mindre gryde smeltes smørret og melet piskes ud deri
- Tilsæt karry og lad svitse i ca. 30 sek
- Tilsæt mælken under konstant piskning, så den opbagte sovs ikke klumper. Lad små simre til sovsen tykker og pisk jævnligt rundt
- Tilsæt madlavningsfløde
- Lad simre til det har den rette konsistens
- Smag til med salt og peber og kom kødbollerne deri
Seneste kommentarer